Klinisk metodevurdering
Klinisk metodevurdering handler om at vurdere den kliniske værdi af en given analyse. Det kan f.eks. være en analyse til at diagnostisere knoglemetastaser. Der findes sjældent analyser som uden videre giver et fuldstændig korrekt svar, så i dette kapitel beskrives den terminologi som benyttes i forbindelse med vurdering af den kliniske anvendelighed af en given analyse.
Når man taler om klinisk metodevurdering er det altid med hensyn til en nærmere specificeret sygdom og en nærmere specificeret analyse.
Syg/rask
Hvis en person har en sygdom - f.eks. knoglemetastaser - betegnes vedkommende som syg; og i modsat fald som rask. Dette er relativt objektivt, men kan, i praksis, ofte være svært at afgøre. I eksemplet med knoglemetastaser kræver det en knoglebiopsi, hvilke er forbundet med en del ubehag for patienten. Det er vigtigt at forstå at syg/rask handler om patientens tilstand og ikke har noget at gøre med resultatet af en eller flere analyser.
Positiv/negativ
Da det som nævnt kan være svært at afgøre om en patient er syg eller rask, må man derfor forlade sig på resultatet af en analyse som formodes at kunne sige noget om tilstedeværelsen af sygdommen. Hvis den relevante sygdom er knoglemetastaser, kunne analysen f.eks. være en PET-skanning. Hvis resultatet af denne analyse tyder på tilstedeværelsen af sygdommen betegnes patienten som positiv, hvis der ikke er tegn på sygdom betegnes patienten som negativ. Ideelt ville der altid være fuldstændig overensstemmelse mellem syg/positiv og rask/negativ, men i den virkelige verden er dette sjældent tilfældet.
Det er således ikke alle knoglemetastaser der kan ses på en PET-skanning, mens man i andre tilfælde ser noget der kan tolkes som en metastase, men i virkeligheden er noget andet.
Her er det vigtigt at forstå at positiv/negativ vedrører resultatet af en analyse, og ikke nødvendigvis har noget at gøre med patientens tilstand.
For at opsummere: Begreberne positiv/negativ betegner resultatet af en analyse, mens syg/rask betegner en patients tilstand - som det imidlertid kan være svært at fastslå med sikkerhed. Klinisk metodevurdering handler således om at undersøge i hvilken grad der er den ønskede sammenhæng mellem analyseresultatet (positiv/syg) og patientens tilstand (negativ/rask).
Hvordan?
Men hvordan undersøger man så denne sammenhæng, når det nu kan være svært at afgøre hvorvidt en patient er syg eller rask. Ofte findes alternative analyser som kan give et mere sikkert svar, men måske er meget tidskrævende eller meget dyre at gennemføre. Ved identifikation af bakterier kan en dyrkning give et meget sikkert svar, men tager ofte flere døgn eller uger. Derfor er det attraktivt at undersøge om en hurtig PCR metode kan give et tilfredsstillende svar, og man kan så på udvalgte patienter foretage begge analyser, og så vedtage at svaret fra dyrkningen er identisk med patientens tilstand. I så fald taler man om at dyrkningen er en guldstandard. Dvs. en analyse som pr. definition altid giver det rigtige svar (hvilket ikke nødvendigvis er det samme som at den rent faktisk gør det).
I forbindelse med kræftsygdomme, kan løsningen bestå i at man venter og ser om patienten dør - og så foretager en obduktion - eller om patienten overlever i adskillige år uden yderligere tegn på kræft.
|