Kontrolgrænser
I forbindelse med fremstilling af kontrolkort er det naturligvis nødvendigt at fastlægge den middelværdi og præcision man ønsker at bruge til at plotte kontrolgrænserne. Dette er imidlertid ikke altid en triviel opgave.
Middelværdi
Principielt er middelværdien den nemmeste af de to parametre at fastlægge, idet den naturligvis bør være identisk med den sande koncentration af analyseparameteren i kontrolprøven. I de tilfælde hvor man har kommercielle kontrolmaterialer hvor der er opgivet en koncentration af analyseparameteren, eller (certificerede) referencemateriale, anvender man selvfølgelig den opgivne (certificerede) værdi til kontrolkortet.
"Kontrolmaterialer på brugerniveau" bør ikke bruges til at kontrollere korrekthed. Hvis man alligevel er nødt til at gøre dette, må man selv forsøge at fastsætte et middelværdi, ved at foretage flere målinger i en periode hvor man tror på at apparatet fungerer korrekt.
Præcision
Præcisionen kan være mere problematisk, da det ikke er entydigt hvilken værdi man skal tilstræbe at anvende, bl.a. fordi præcisionen jo ikke er en egenskab med kontrolmaterialet men ved apparatet. Et oplagt valg er den intermediære præcision hørende til analysen (se side 4.6). Forskellige forhold kan imidlertid tale for at man anvender en præcision som er større end denne.
Hvis analysen foretages på flere apparater er det oftest hensigtsmæssigt at have identiske kontrolkort til hvert apparat, dvs. man må vælge den største spredning. Hvis analyseusikkerheden er ubetydelig i forhold til de kliniske krav, kan man ligeledes vælge at anvende en spredning der er lidt større end den intermediære præcision, for at nedsætte antallet af falske alarmer. |